<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Landsdækkende

Hjerteforeningen afviser klage til ISOBROs Branchenævn

På det netop afholdte landsmøde for de regionale børneklubber kom det frem, at enkelte medlemmer har klaget til ISOBROs Branchenævn, da de mener, at Hjerteforeningen har overtrådt ISOBROs indsamlingsetiske retningslinjer ifm. den proces, Hjerteforeningen har igangsat med en ny struktur på hjertebarnsområdet.

Skrevet onsdag d. 29. november 2017

Da Hjerteforeningens Repræsentantskab i maj 2015 traf beslutning om en harmonisering af den samlede organisation med foreningens nye vedtægter, så alle fremadrettet kunne få de samme vilkår og rettigheder, betød det også ny struktur på hjertebarnsområdet.

Det har hele tiden været Hjerteforeningens formål at skabe den bedste og stærkeste indsats for hjertebørnene og deres familier. Med harmoniseringen bliver Børneklubben regionaliseret, og samtidig bliver den yderligere styrket både organisatorisk og økonomisk med henblik på at sikre mulighederne for et øget aktivitetsniveau til gavn for hjertefamilierne.

– Hjerteforeningen går naturligvis ind i klageprocessen. Under hele processen har der været åbenhed og orienteringer som løbende er blevet lagt på Hjerteforeningens hjemmeside, og medlemmer og frivillige er blevet informeret om ændringerne i organisationen, siger Hjerteforeningens administrerende direktør Kim Høgh.

Denne orientering fastholder dette spor.

Hjerteforeningen har via ISOBROs Branchenævn modtaget selve klagen, hvori enkelte medlemmer gør gældende, at hændelsesforløbet ifm. den nye struktur på hjertebarnsområdet er et brud med ISOBROs Indsamlingsetiske retningslinjer.

– Vi kan naturligvis afvise klagerne. Men samtidigt er vi er klar over, at vores nye organisering har gjort nogle af de frivillige kræfter i Børneklubben kede af det. Det er naturligvis ikke meningen, men uenigheden om tilpasningerne som repræsentantskabet og bestyrelsen har besluttet må lægges til side. Beslutningerne skal loyalt følges. Vi glæder os over, at langt de fleste frivillige har valgt at fortsætte i den nye struktur under de nye vedtægter, siger Kim Høgh.

– Vi ønsker det bedste for hjertebørnene og deres familier. Det mener vi at opnå ved at etablere de fem regionale børneklubber, så indsatsen kommer endnu tættere på hjertebarnsfamilierne i hele landet. Med den nye organisering følger også en ambitiøs strategi for børne- og ungeområdet, og vi har øget budgetterne til både forskning og aktiviteter for hjertebarnsfamilierne, siger Kim Høgh.

ISOBROs Branchenævn havde indbudt klagerne og Hjerteforeningen til et møde den 28. november 2017 med henblik på sagens oplysning. På dette møde var formanden for ISOBROs Branchenævn til stede sammen med Branchenævnets sekretær, klagerne samt Hjerteforeningen.

– Udkommet kender vi ikke, men når vi bliver orienteret, vil nærmere oplysninger om den videre proces blive lagt op på Hjerteforeningens hjemmeside, siger Kim Høgh